Italien - søndag den 25. marts 2018
Fra Chiavenna til Bellagio
Så er vi gået over på sommertid. Jeg vågnede ved 7:30 tiden og det var lyst, så jeg måtte se at komme i gang med dagbogen. Den opgave er helt retur i mine folder.
Før i tiden havde vi travlt med at komme tidligt op, for at opleve en masse ting. På denne ferie har det ændret sig, for vi tager tingene meget afslappet og nyder, at have god tid til at vågne, ordne morgentoilette og nyde morgenmaden i fred og ro. Vi har ikke et ur, vi skal jagte efter.
Det første fodboldhold dukkede langsomt op ved stadion. De skulle nok starte kl. 9:30. Nej, så var der alligevel en del, der kom for sent. Så måske kl. 10:00. Tja, hvem ved?
Morgenmaden blev sat til livs og vi hankede op, for at kigge lidt nærmere på Chiavenna. Byen virkede meget charmerende med de næsten sædvanlige meget smalle gyder og kringlede veje. Vi var på jagt efter nogle grotter. Det var hele fidusen med, at vi var kørt til byen. Men de gemte godt på grotterne. De havde sikkert lukket, lige som mange andre butikker. Vi kiggede os godt omkring og snusede byen godt til os. På et lille solbeskinnet torv, satte vi os og var lidt nysgerrig på, om der var nogen, der ville servicere os. Det var der og tjeneren talte for en gangs skyld fint engelsk.
Vi bestilte 2 små røde øl og de smagte super. Sammen med øllet fik vi serveret et par stykker brød, lidt tørret kød og et lille butterdejsbrød. Det er fornem service. Prøv lige at gøre dem kunsten efter derhjemme.
Tilbage ved camperen, havde vi endnu ikke fundet de grotter, vi var på jagt efter, men nu havde vi fundet en adresse. Så måtte vi køre dertil. Vi nåede ud i den bydel, hvor grotten skulle være. Parkerede bilen og gik på jagt. Vi så også et skilt, der pegede i forskellig retninger - og med besked om, at der var 40 meter til grotten. Vores erfaring er, at det skal man tage med et gran salt - og det holdt i hvert fald stik. Vi travede frem og tilbage og kunne ikke finde den forbandede grotte. På et hotel, der skulle ligge tæt på grotten, udemærkede de sig ved, at der ikke var nogen i hverken baren eller receptionen. Så vi jagtede videre. Min GPS sagde, at det var på den anden side af en flod, så vi måtte intensivere eftersøgningen derovre. Efter en halv times søgen, fandt vi grotten. Det var vist mildt sagt en skuffelse. Der var ikke meget at se. Men de serverede frokost, og vi var småsultne, så vi blev bænket i et forlokale til grotten. Et kælderrum uden vinduer. Ikke særlig hyggeligt. Vi bestilte en omelet med champignon. På papiret så det lækkert ud, men det var en stor skuffelse. Det var ikke en omelet men polanta. Svampene var af en konsistens, så de mindende om det rene fedt. Klam fornemmelse i munden!
Vi skyndte os at spise færdig, så vi kunne komme ud af det hul. Det var ærlig talt ikke værd at anbefale til andre.
Tilbage til camperen. Kursen blev sat mod Varenna, der ligger på den østlige side af Como søen. Vi var forbavsende hurtigt tilbage ved Como søen og via en lang række tunneller, nåede vi ned til den afkørsel (mellem 2 tunneller), der førte ned til Varenna. Varenna skulle være en særlig smuk by, så vi glædede os til at få en aften der. Via hårnålesving fik Marie listet camperen helt ned til vandet og hen til byen. Men som sædvanligt er udbuddet af parkeringspladser yderst begrænset, så vi måtte opgive at holde ind og se nærmere på byen. Vi kørte direkte igennem den og valgte at fortsætte til Bellagio, hvor der var en holdeplads for campere. Vi var i dialog med Lene & Paul, der nu var i nabolaget. Vi aftalte at mødes i Bellagio dagen efter, så vi var bare en dag foran :)
Vejen ned mod Lecco gik langs den smalle kystvej. Det er meget smukt, at køre på sådan en vej. Men vejen er smal og det giver en del situationer, som lige er en tand for spændende. Men Marie klarede det i fin stil og snart var vi ved bunden af Como søen i Lecco, hvor strandpromenaden var kulsort af mennesker. Trafikken gik så langsomt gennem byen, at vi næsten kunne bestille kaffe på fortovsrestauranterne og stadig følge trafikken. Her var tusindvis af motorcykler, så vi kan vel kalde det Italiens Carolinelund!
Camperen fortsatte ufortrødent videre op langs kysten mod Bellagio og hvis turen ned mod Lecco var spændende, så var turen op mod Bellagio en ren pskykologisk thriller. Flere gange mødte vi større biler i sving eller på steder, hvor der næsten ingen plads var. Det er sikkert hårdere, at sidde ved siden af. Men jeg åndede lettet op, da vi parkerede camperen på den plads, som vi havde fundet på camper-app’en.
En helt nyistandsat parkeringsplads med en stor legeplads foran. Det allerbedste var, at der ikke holdt ret mange biler - og slet ingen campere. Dejligt. Her var fred og ro, så mon ikke vi kunne få en god nats søvn her også. Efter en god velkomstøl og lidt varm mad, som Marie komponerede af rester (og det smagte uendeligt meget bedre, end det vi havde fået til frokost), var vi klar til at gå en tur ind til Bellagio centrum.
Jeg havde fundet en god rute - troede jeg. Vi stod hurtigt ved en lille lystbådehavn, hvor der vist var en polterabend i gang. Her kunne vi fodre ænderne med noget af vores aflagte brød. Vi kunne bare ikke komme langs stranden ind til Bellagio. Carsten Enggaard og Dansk Naturfredningsforening ville gå helt amok over den måde, som italienerne tillader rækværk og mure sat op langs stranden. Så vi måtte tilbage og gå langs vejen - uden nogen form for fortov gik det ind mod byen. Længere inde dukkede der dog en form for fortov op, men vi følte os noget udsat for bilerne, når vi går klemt op af en mur, for at undgå at blive ramt af bilerne.
Vi nåede dog uskadte ind til Bellagio. Byen var mere eller mindre død på sådan en søndag aften. Nogle få restauranter var åben men vi havde jo spist, så det havde ikke den store interesse. I stedet fortsatte vi helt ud mod spidsen af halvøen. Her skulle være en fin udsigt til 3 sider af Como søen. Det sidste stykke vej derud gik vi langs 2-4 meter høje mure. Det er godtnok en lukket by, at gå rundt i. Der bor sikkert nogle allerhelvedes rige eller kendte mennesker, men det er ikke særlig positivt at gå langs sådan nogle høje mure til begge sider på en smal vej. Send dem langt op i bjergene, så kan de da bygge der, hvis de er så lyssky!
Udsigten ved spidsen af halvøen var lidt skuffende. Der lå en dis inde over bjergene på begge sider af Como søen - så vi trissede tilbage mod centrum, der stadig var mere end død. Det mest ophidsende, som Bellagio kunne præstere, var når de små færger lagde til ved havnen.
Ved 9-tiden var vi retur ved camperen. Her bød Marie på en kop kaffe og en af vores ny-hjemkomne whiskyer fra Tullabardine, før vi tørnede ind for natten. Så var dagens dagbog også skrevet og jeg kunne sove længe i morgen :)
